• Dagens overblik: I en container fandt politiet kokain for 3,7 milliarder. En narkokrig er brudt ud i Europa

    Источник: BDK Borsnyt / 01 ноя 2023 01:17:06   America/New_York

    Godmorgen og velkommen til dagens overblik her onsdag den 1. november. I dag skal vi en tur til USA, ned i Europas dybt kriminelle underverden og til Rusland. Men vi begynder et helt andet sted. Butiksdød i hovedstaden Selvom billedet af en provins- eller stationsby med tomme butikslokaler nok er genkendeligt for mange, står det faktisk også skidt til lige midt i København. Siden 2007 har omtrent hver femte lille butik i København måttet lukke og slukke, og det er faktisk et større fald, end vi har set i resten af Danmark. I stedet for at gå til den lokale slagter og i den lille familieejede tøjbutik, tyer københavnerne ifølge Thomas Gress, der er seniorøkonom hos brancheorganisationen SMVdanmark, oftere til internettet. »En af de største faktorer er internethandlen. Det har gjort konkurrencen barsk, og derfor kan man godt stille spørgsmål ved, hvor let det er at have butik i en by som København,« siger Thomas Gress til Berlingske. Og blandt de butikker, som rent faktisk overlever i København, findes i højere grad kæder som eksempelvis Lagkagehuset, siger han. Det kan du læse mere om hos Berlingske her. Historien gentager sig i USA For Republikanerne er i øjeblikket i fuld gang med at finde ud af, hvilket parti de egentlig vil og skal være fremover. Det mere klassiske republikanske parti, der vil have et USA, som orienterer sig ud i verden og involverer sig, står over for de mere isolationistiske Trump-inspirerede »America First«-republikanere. På den ene side står ekspræsident Donald Trump, og på den anden side står Nikki Haley. Samme kamp blev udkæmpet for 70 år siden, hvor partiet også var delt i to fraktioner. Spørgsmålet er, hvem der vinder denne gang, men mere sikkert er det, at der er meget på spil for store dele af verden. Derfor følger de også med i både Ukraine og Israel. Det skriver Berlingskes korrespondent i USA, Jacob Heinel Jensen, i denne analyse. En vaskeægte »møgsag« Og vi hopper kortvarigt hjem til Danmark, hvor seks københavnske politibetjente på yderst opsigtsvækkende vis blev anholdt tirsdag for »tyveri af særlig grov beskaffenhed i forbindelse med tjenesten, stillingsmisbrug og besiddelse samt videreoverdragelse af euforiserende stoffer«, som Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) skrev i en pressemeddelelse. Politiforsker og kriminolog ved Lunds Universitet David Sausdal siger til Politiken, at det er en stærkt bekymrende sag. »Det her er virkelig en møgsag, der vil kunne skade tilliden til dansk politi. Der vil altid være brodne kar, men jeg kan ikke huske sidste gang, en decideret gruppe af betjente i uniform er anklaget for så alvorlige lovovertrædelser,« siger David Sausdal. Timingen for sagen kunne også have været bedre, alt den stund at der på det seneste har været en del fokus på politiets arbejdsmetoder. Læs historien hos Politiken her. Narkokrig i Europa Tirsdag eftermiddag i sidste uge gjorde et par belgiske toldere et fund, man ikke ser hver dag, da de i en container med sojamel, der netop var ankommet med skib til kaj nummer 1742 i Antwerpen, fandt ikke mindre end ti ton kokain med en samlet gadeværdi af 3,7 milliarder danske kroner. Det skriver Børsen, som dog ligeledes fortæller om fangster i lignende vægtklasse andre steder i Europa her på det seneste. Men mere end enkelte, gigantiske kokainfangster i Europa handler historien om, at en narkokrig er ved at blusse op på og omkring vores eget kontinents store containerhavne. »Det kan efterhånden virke lidt som Latinamerika. Det er ved at blive meget aggressivt og voldeligt. Så vi er selvfølgelig også nødt til at øge sikkerheden, købe bedre våben, benytte os af politieskorter,« siger toldchef i Belgien Kristian Vanderwaeren i et interview til Børsen. Børsen maler det fulde billede i artiklen her. Putins styrke svigter Den russiske præsident Vladimir Putin har manifesteret sig som Ruslands stærke mand, der med brutal kraft og magt slår hårdt ned på enhver, der ikke gør, som han vil have det. Men det har han ikke evnet her på det seneste, hvor det blandt andet lykkedes en vred folkemængde at bryde ind i en lufthavn. I denne analyse skriver Berlingskes Rusland-korrespondent, Emil Rottbøll, om, hvordan Ruslands sikkerhedsstyrker for anden gang på få måneder er blevet overrumplet, og om, hvordan flere kendere af Rusland anser Putins manglende evne til at handle hurtigt og effektivt som en sprække, der med tiden kan vokse sig stor nok til, at et decideret oprør kan klemme sig igennem. Det kan du læse mere om lige her i Berlingske. Det sker i dag: Der sker for tiden en masse ting ude i verden, men med undtagelse af nogle regnskaber fra virksomheder som Ørsted og Sydbank er der ikke specielt mange nævneværdige ting på programmet i dag. Jeg håber til gengæld, at du, kære Berlingske-læser, har en god dag foran dig. Tak, fordi du læste med. https://www.berlingske.dk/samfund/dagens-overblik-i-en-container-fandt-politiet-kokain-for-37-milliarder-en
Опубликовать